Jeg hader rutschebaner

Jeg hader rutschebaner, har altid gjort det – også som barn. Min far blev aldrig, aldrig nogensinde træt af at fortælle om den gang jeg som ca. 6-årig prøvede rutschebanen i Tivoli. Tilsyneladende havde jeg været ved at dø af skræk, skreg ikke, selvom jeg havde lyst, og da vognen stoppede, nærmest kastede jeg mig ud af den med bemærkningen: “Lad mig komme af!” og spurtede af sted hen ad gangstierne, langt, langt væk fra det der helvedes apparat jeg havde været udsat for. Min far syns det var pisse morsomt …

Er stadig ikke til rutschebaner! Slet ikke de mentale! Slet ikke dem, jeg ikke selv styrer på nogen måde! Og slet ikke dem, hvor jeg frygter at turen fortsætte i det uendelige! Jeg nød det meste af dagen i går, var glad, smilede og sprudlede. Hvor jeg i går bemærkede, at jeg gik og smilede, har jeg i dag bemærket, hvor langsomt jeg gik og med bøjet hoved. Knugen for brystet igen, svært ved at trække vejret, tør i munden og hovedet dunker, alt det, der er ubehageligt og efterhånden alt for velkendt.

De dårlige nyheder jeg har forventet et stykke tid lurer lige rund tom hjørnet, de første hentydninger er kommet, men intet er afgjort endnu, ikke før i morgen. Rutschebanen kører videre for fuld skrald, og jeg har lyst til at skrige …

Og så mange år efter har jeg stadig lyst til at løbe langt, langt væk og tænker stadig: Lad mig komme af!

Glad junkie

Lige nu er jeg glad … selvom jeg stadig frygter nyheder inden for de næste to dage, der får mig til at dykke, så kan jeg mærke, at jeg er glad lige nu. Tog mig selv i at smile uden nogen speciel grund til morgen. Man skal nyde øjeblikket!

Jeg kunne mærke det allerede i morges, da jeg vågnede. Jeg fik tænkt rigtig meget i går, føler jeg fandt ud af en masse ting om mig selv, mit reaktionsmønster, min eksmand og hans reaktionsmønster – har skrevet en lang mail med tanker og sendt ham. Har også sendt ham mails de sidste par dage med søde og sjove ting, med ting jeg har haft lukket inde, men burde have fortalt – føles dejligt at få luft! Føles dejligt endelig at ville indrømme nogle ting overfor sig selv og turde sige dem højt! Han sendte sms i morges med “tak for mine mail” Føles også dejligt at der bliver lyttet …

18 dage har jeg været på piller nu, måske er jeg bare en glad junkie, ved det ikke. Regner også med både panikken, angsten, sorgen og alt det andet kommer igen, men lige nu er jeg glad!

Overvejer dagbogen

Jeg har skrevet dagbog i årevis … Blandet hvornår og hvor meget. Nogle perioder meget, andre perioder lidt – pt er jeg nærmest manisk for at notere hver en tanke, hver en sms, hver en mail, hver en handling, der foregår mellem mig og min eksmand. Jeg må bare erkende, at på det stadie jeg er nu, så hænger jeg, (som jeg har gjort siden marts,) i en elastik efter hans tanker og følelser. De dage han elsker mig, og siger jeg stadig er hans, er gode. De dage han lover mig, at vi har en fremtid sammen på den anden side af hver vores krise, er gode. De dage, hvor han tænker med hjertet, er gode. De dage, han tænker på alt, der er gået galt mellem os, og ikke tror på os, er dårlige. De dage han tænker med hjernen er dårlige.

Dagbogen startede faktisk som raseri over min (nu) eksmand, de dage han gjorde mig vred, ked af det, var urimelig. De dage jeg var træt, følte afmagt – og generelt bare skulle have luft. De gode dage overvejede jeg ikke et eneste øjeblik at skrive i dagbogen, der var der andre både bedre og vigtigere ting i verden end at grave sig ind i sig selv og sine tanker.

Genlæser sjældent dagbogen, men noget af den er skrevet med kuglepen i en moleskin, og skal derfor skrives ind. Generelt kan jeg se, at dagene er præget af kaos i mit hoved, det er en gal kvinde, der rabler, men det er sådan det føltes den gang – og i endnu højere grad føles nu …

Meget af dagbogen er ekstrem privat, mine inderste tanker, intime detaljer, overvejer derfor meget om jeg – på trods af jeg stort set er anonym – har lyst til at lægge den ud. Overvejer hvad jeg får ud af det … Udover at det giver en vis form for luft at offentliggøre sin “elendighed”.

Men jeg tænker, at måske er der andre, der finder trøst i, at de ikke er alene om, hvordan det kan føles inde i deres hoved? Jeg tænker, at man måske ikke er så bange, hvis man ved, at der måske er en vej ud?

En ny start fra mørket

Jeg skal starte forfra med mit liv. Det i sig selv kan jo være ganske sundt, og i mit tilfælde den eneste udvej for at “overleve”. Det er 3. august i dag. I eftermiddag er det 10 dage siden jeg var hos lægen og fik konstateret en middelsvær depression. Jeg var godt klar over jeg havde det skidt, var godt klar over at der var noget helt galt med mig.

Lige nu, hvor depressionen er konstateret og jeg faktisk er lettet over der er noget reelt “galt” med mig og jeg ikke bare er hysterisk eller hypokonder. Og lige nu, hvor jeg har taget mine antidepressive piller siden jeg var hos lægen og har en til hos en psykolog på tirsdag så håber jeg, at der er en vej ud, selvom jeg lige nu slet ikke kan overskue det.

Men jeg er på vej ud af min glasklokke! Men lige nu står jeg med fornemmelsen af at være snydt, jeg føler, jeg er berøvet nogle vigtige år af mit liv, for dette er ikke en depression, der er kommet fordi min mand sagde midt i marts, at han ville skilles. Skilsmissen var bare dråben, for nu jeg kigger tilbage med øjne, der er bare en lille smule klarere, så har jeg gået med det her i årevis. Egentlig tror jeg tror jeg har været i en glasklokke det meste af mit liv, men den blev yderligere forstærket for fem-seks år siden tror jeg, det er længe når man er i slutningen af 30′erne! De år, hvor jeg skulle have etableret mig med min mand i vores nye hus, fået familie, fundet os til rette har jeg spildt på at rende rundt i en tåge! Jeg har været ligeglad, passiv, ked af det – og jeg syns min mand var irriterende når han sagde at jeg boksede mig inde. Det passede bare ikke!

Men det gjorde det – kan jeg se nu. Jeg lukkede mig ind i mig selv og rigtig mange af de ting han sagde tidligere gav ikke mening, men det gør de nu!

Han flyttede i går, har været flere gange hjemme og ude og ikke vidst hvad han skulle gøre. Vi har ikke givet op på hinanden endnu, men min første prioritet lige nu er at komme ovenpå – før det kan jeg intet …

Gad vide hvad der ligger derude i verden for mig nu?